Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Pædagogisk hverdag

Målsætning for Børnehuset Lille Dalby:

Vi ønsker en institution der har naturen og økologi som udgangspunkt – vi vil arbejde mod, at integrere udeliv, miljø og økologi i institutionen.

Vi søger inspiration i den pædagogiske tænkning fra Reggio Emilia i Italien. Det betyder bl.a. andet at vi arbejder med projekter der tager udgangspunkt i børnenes forunderinger til deres hverdag. Børnene stiller mange spørgsmål til den verden der er rundt omkring dem og det er vores opgave at støtte op omkring deres forundringer og hypoteser.

Udeliv er et element der skal fylde meget i institutionens liv. Derfor ønsker vi, at der i uderummet tænkes i de 4 elementer Jord – Ild – Vand og luft. Børnene skal have mulighed for, at eksperimentere med elementerne og få oplevelser der bygger på egne erfaringer. De skal have materialerne i hånden for, at forstå dem. Uderummet skal give børnene mulighed for, at bruge kroppen på mange forskellige måder – de skal udfordres fysisk og psykisk så alle sanser bliver påvirket.

I børnehuset møder børnene dyreliv på mange forskellige plan. Vi har kaniner, marsvin og høns som børnene er med til at passe. Den tætte kontakt med dyrene giver børnene mange muligheder for at give omsorg når de kæler og finder mad til dyrene. De enkelte grupper i huset har på skift ansvar for, at passe hønsene så de har mad, vand og får samlet æg ind til køkkenet. Hønsene indgår som en naturlig del af fødekæden i børnehuset, hvilket betyder at børnene også oplever slagtninger af hønsene, plukker fjerene af og koger en god suppe over bålet. De fleste børn er meget optaget af og fordybet i slagtningen, men vi respektere selvfølgelig hvis der er børn der ikke ønsker, at deltage.

Det er vigtigt, at institutionen afspejler mangfoldighed i børnenes opdragelse og udvikling. Selv om vi har naturen som et vigtig element i institutions pædagogik vil vi arbejde mod, åbne børnenes øjne for den alsidighed der ligger i den verden de er en del af.

I rekruttering af personale er mangfoldighed et krav – vi ønsker en institution der tiltrækker mange forskellige personligheder.

Pædagogisk ønsker vi en institution hvor menneskesynet bygger på, at skabe en hverdag med udgangspunktet i det enkelte barns trivsel i et udviklende miljø med masser af oplevelser, udfordringer, udeliv, leg, planlagte og spontane aktiviteter i et nært samarbejde med forældrene.

Institutionens pædagogik skal spille sammen med den omkringliggende natur. Vi ønsker at sende et signal om en institution der arbejder ud fra et økologisk bæredygtigt grundlag. I hverdagen skal det bl.a. afspejles i de materialer institutionen vælger at arbejde med sammen med børnene. Materialerne og legetøjet skal være ”intelligent” og kunne indgå i pædagogiske processer hvor børnene får mulighed, for at blive klogere på sig selv og andre.

Intelligens er ikke noget du har, men noget du gør, er en populær omskrivning af neurologers og pædagogers forskning, der peger på at det er en væsentlig forudsætning for menneskers lærerprocesser, at der gennem anvendelsen af mange forskellige materialer, sprog og intelligenser, skabes forbindelse mellem hånd og hjerne.

Som udgangspunkt tænker vi, at det er individuelt hvad og hvordan du lærer. Børns læringsrum og læringsstile er forskellige og skal derfor håndteres forskelligt. ·Vi ser på udvikling og læring som noget komplekst hvor de forskellige udviklingsområder influere og påvirker hinanden.

Denpædagogiske læreplan skal tage udgangspunkt i den aktuelle hverdag, børnegruppe og forældregruppe. En hverdag der er en proces hvor børn og personale er i en konstant udvikling igennem påvirkninger fra det samfund vi er en del af. På den ene side påvirkes vi og på den anden side er vi dem der påvirker - en organisme fuld af liv.

De fysiske rammer skal afspejle den aktuelle børnegruppe i alder og udvikling – Vi ønsker udviklingsmiljøer der kan formes alt efter hvilke børn og personale der er i dem.

De enkelte team har ansvaret for gruppens trivsel og udvikling, men personalet i huset tænkes som en gruppe der skal samarbejde omkring børnene. Dvs. at vi i det daglige hjælper hinanden for, at få huset til at fungere optimalt. Vi skal arbejde med en høj grad af integration mellem vuggestue og børnehave, så børnene får en glidende overgang. Det er ikke nødvendigvis alderen der bestemmer hvornår du starter i børnehave, men i højere grad et spørgsmål om modenhed. I det daglige skal børnene have mulighed for, at gå på opdagelse i huset og deltage i projekter der planlægges på tværs af huset.